Skulle jeg vælge uddannelse igen, ville jeg vælge den samme. Ingen tvivl om det. Det er rigtig spændende at være journalist. Udover nogle af de sjove oplevelser, jeg allerede har fortalt om, er det også spændende om dem, der truer, gør alvor af det. Hvad enten de truer med at ringe og sladre til redaktøren, hvis man ikke skriver det, de gerne vil have, eller det er mere koorporlige trusler.
Og sagt med et tavst smil på læben, ved man at man virkeligt har gjort et godt stykke arbejde, hvis kilden truer med bank eller det, der er værre.
Jeg er nok bare en dårlig journalist, for jeg er kun blevet truet med bank en gang. Det er godt nok også træls, når journalisten vitterligt citerer en for det, man har sagt. Han blev ved truslerne, men det var mit første job – så det gjorde avs alligevel.
Et arbejde som journalist er et af de mange, hvor man i stort omfang har frihed til at arbejde, når det passer en selv. Men friheden virker også den anden vej rundt, for når man ikke har klokkeklare arbejdstider, forventes det også, at man bliver sent eller møder tidligere ind, når det passer mediet – også med meget kort varsel.
For at øge fleksibiliteten får man ofte et ”personalegode” i form af en betalt mobiltelefon eller tilskud til den man havde privat, da man blev ansat.
Skidesmart – så er du jo på arbejde hele tiden.
Det er måske også, hvorfor ordet stress bestemt ikke er et fremmedord i branchen.
Det er jo ikke for at være negativ, men jeg vil gerne give et realistisk billede af at være journalist, og der er stress og museskader altså en del af pakken. Ligesom det ikke er ualmindeligt, at lokalmedierne vil forpligte en til at bo i udgivelsesområdet. Det kan jo så give nogle spændende, private diskussioner, da de ledige stillinger ikke nødvendigvis slås op i de attraktive byer, ligesom bopælspligten kan blive rigtig udfordrende, hvis ens partner også er journalist, og man ikke også har lyst til at være kolleger.
Titlen journalist indebærer som regel også et pressekort. Og ja, det er noget ganske særligt at få sit første af slagsen. For enhver håbefuld journaliststuderende er pressekortet et symbol på, at nu går det den rette vej. Herudover giver pressekortet en række fordele især i forlystelses-Danmark, hvor en del entreer er gratis.
For mig – med det sindelag jeg nu er født med – er den største fordel nok, at det er blevet helt legalt at være nysgerrig, og at det ligefrem forventes, at jeg bliver ved med at holde fast i folk, når de forsøger at glide af på spørgsmålene. Og hvis man så starter med at lave en aftale med kilden om, at man stiller alle de spørgsmål, der falder en ind, så er kilden selv velkommen til at sige fra, har man jo næsten legaliseret, at man gerne må stille spørgsmål under bæltestedet, alt det man har lyst til.
Mange forbinder journalister med kaffe, smøger og alkohol. Og den med kaffe og cigaretter vil jeg da heller ikke afvise. I min tid i branchen har det med store mængder af alkohol altså ikke været noget, jeg har registreret. Og med den nye rygelov i 2007, måtte selv de storrygende journalister rette ind, og så er der jo ligesom kun kaffen tilbage. Den har vi så stadig.
Når jeg sammenligner mit fag med andres, kan jeg være meget taknemmelig over at have et fag, hvor jeg kan drikke så meget te og kaffe i min arbejdstid, som jeg har lyst til. Nogle gange er det ligefrem forventet af mig.
