Ophavsret koster

Inden jeg slipper dig, vil jeg gerne fortælle om, hvad journalister og fotografer gør, når de rigtigt hygger sig.

Så sidder de og leder efter kilder og andre interessenter, der har krænket deres ophavsret – ved at bruge artikler og billeder uden aftale. Enten på kildernes hjemmeside eller andre steder. Og på en god dag, kan de godt hive en ekstra månedsløn hjem ved at sende regninger for krænkelse af ophavsretten.

Nogle kilder eller mindre blade tror, at det i sig selv er så god en forretning for journalisten eller fotografen, at deres værk eller navn bliver set flere steder, at det kan bære lønnen i sig selv. Det er det ikke. Især ikke når de medier, der tror verden hænger sådan sammen, sjældent har et særligt stort oplag.

Og nej. Det er langt fra alle journalister og fotografer, der tænker, at nu har de jo fået løn en gang, så kan alle andre da bare bruge varen gratis. De ejer deres værk. Og det er selvfølgelig helt i orden, hvis du ikke vil betale for det. Så skal du bare heller ikke bruge det – og det gælder også, hvis det er en artikel om dig selv.

Nogle journalister og fotografer vil give dig lov, hvis du spørger. Andre vil tage sig betalt. Men et er sikkert: hvis du bruger tekst eller billede uden aftale, bliver den regning, du ender med at få, markant større, når du har gået bag deres ryg. Det er ikke ualmindeligt at de ganger prisen med to eller tre. Alt efter hvordan du har brugt artiklen eller billedet.

Så når journalister og fotografer hygger sig, handler det hverken om fredagsøl, julefrokost eller kage op til en ferie.

Følelsesregisteret

Allerede fra jeg blev optaget på Danmarks Journalisthøjskole i 1998, opdagede jeg, at det gav en hvis opmærksomhed i omgangskredsen. Det er selvfølgelig smigrende, hver gang jeg oplever, at folk virker imponerede over, at jeg kom ind. Men det at være journalist, gør også, at jeg har mødt en masse andre reaktioner end begejstring.

  • Mistro: ” Nu er der jo en journalist tilstede, så vi må jo hellere holde lidt igen”, ”Du er vel ikke fra Ekstra Bladet”, og i helt private sammenhænge: ”Nu skriver du det vel ikke ned eller har en båndoptager på dig”.
  • Forventninger: ”Det burde du da vide, du er jo journalist”, hvorfor jeg faktisk ikke bryder mig om at spille Trivial Persiut.
  • Misundelse: Og ja, det er fedt at gå til revy, i cirkus, til koncert med mere i arbejdstiden. Jeg har også hygget mig mange gange med kaffe og boller, mens jeg lagde øre og tastatur til en rigtig spændende historie, ligesom det er fedt at opleve, at kilderne nogle gange smider, hvad de har i hænderne for at please mig – fordi jeg har en rigtig god historie (faktisk så god, at de vil gøre, hvad de kan, for at jeg ikke skriver den). Det er fedt at dække et valg, og jeg har som journalist haft en stribe oplevelser, som kunne gøre det lidt småkedeligt, når en arbejdsdag sluttede.
  • Den blandede kategori af kommentarer som ”Så er det derfor, du spørger så meget”, ”Der kom journalisten da lige på arbejde” og ”Er forhøret snart slut?”.

Ikke at forglemme, hvor tit jeg skal stå på mål for alle de oplevelser, folk tidligere har haft med journalister, og hvad de ellers synes om tv-indslag og deslige.
Håber, at denne blog har givet dig et indblik i de samme oplevelser set fra journalistens bord.

Merchandise

Hvis man har hang til vareprøver og deslige, er det et rigtig godt valg at blive journalist. En af mine yndlings er til stadighed et par trusser særligt designet til folk med stomi. Og dette er ikke skrevet med et smil på læben (som resten af denne blog er). Trusserne var rigtigt flotte, og i modsætning til andre flotte trusser, var de også rigtig behagelige at have på.  Og jeg fik dem, fordi jeg var ægte begejstret over at de var lavet så fint. De blev først smidt ud, efter jeg havde slidt dem op.
Men ellers har livet budt på creme, bøger og et utal af øvrige publikationer.

Engang fik en af mine kolleger en plakat for et arrangement, og den var da fin, men helt præcist: hvad skulle han med den? Det kunne han heller ikke svare på, så kilde ud af døren og plakat i affaldskurven. Det blev først rigtig sjovt, da kilden umiddelbart herefter mødte fotografen ude på trappen og også ville vise plakaten til ham. Så gik de ind, og brødbetynget kollega kunne se, om han kunne finde en grimasse til at hive plakat op af skraldespanden igen.

Spænding og trusler

Skulle jeg vælge uddannelse igen, ville jeg vælge den samme. Ingen tvivl om det. Det er rigtig spændende at være journalist. Udover nogle af de sjove oplevelser, jeg allerede har fortalt om, er det også spændende om dem, der truer, gør alvor af det. Hvad enten de truer med at ringe og sladre til redaktøren, hvis man ikke skriver det, de gerne vil have, eller det er mere koorporlige trusler.
Og sagt med et tavst smil på læben, ved man at man virkeligt har gjort et godt stykke arbejde, hvis kilden truer med bank eller det, der er værre.
Jeg er nok bare en dårlig journalist, for jeg er kun blevet truet med bank en gang. Det er godt nok også træls, når journalisten vitterligt citerer en for det, man har sagt. Han blev ved truslerne, men det var mit første job – så det gjorde avs alligevel.

Et arbejde som journalist er et af de mange, hvor man i stort omfang har frihed til at arbejde, når det passer en selv. Men friheden virker også den anden vej rundt, for når man ikke har klokkeklare arbejdstider, forventes det også, at man bliver sent eller møder tidligere ind, når det passer mediet – også med meget kort varsel.
For at øge fleksibiliteten får man ofte et ”personalegode” i form af en betalt mobiltelefon eller tilskud til den man havde privat, da man blev ansat.
Skidesmart – så er du jo på arbejde hele tiden.
Det er måske også, hvorfor ordet stress bestemt ikke er et fremmedord i branchen.

Det er jo ikke for at være negativ, men jeg vil gerne give et realistisk billede af at være journalist, og der er stress og museskader altså en del af pakken. Ligesom det ikke er ualmindeligt, at lokalmedierne vil forpligte en til at bo i udgivelsesområdet. Det kan jo så give nogle spændende, private diskussioner, da de ledige stillinger ikke nødvendigvis slås op i de attraktive byer, ligesom bopælspligten kan blive rigtig udfordrende, hvis ens partner også er journalist, og man ikke også har lyst til at være kolleger.

Titlen journalist indebærer som regel også et pressekort. Og ja, det er noget ganske særligt at få sit første af slagsen. For enhver håbefuld journaliststuderende er pressekortet et symbol på, at nu går det den rette vej. Herudover giver pressekortet en række fordele især i forlystelses-Danmark, hvor en del entreer er gratis.

For mig – med det sindelag jeg nu er født med – er den største fordel nok, at det er blevet helt legalt at være nysgerrig, og at det ligefrem forventes, at jeg bliver ved med at holde fast i folk, når de forsøger at glide af på spørgsmålene. Og hvis man så starter med at lave en aftale med kilden om, at man stiller alle de spørgsmål, der falder en ind, så er kilden selv velkommen til at sige fra, har man jo næsten legaliseret, at man gerne må stille spørgsmål under bæltestedet, alt det man har lyst til.

Mange forbinder journalister med kaffe, smøger og alkohol. Og den med kaffe og cigaretter vil jeg da heller ikke afvise. I min tid i branchen har det med store mængder af alkohol altså ikke været noget, jeg har registreret. Og med den nye rygelov i 2007, måtte selv de storrygende journalister rette ind, og så er der jo ligesom kun kaffen tilbage. Den har vi så stadig.
Når jeg sammenligner mit fag med andres, kan jeg være meget taknemmelig over at have et fag, hvor jeg kan drikke så meget te og kaffe i min arbejdstid, som jeg har lyst til. Nogle gange er det ligefrem forventet af mig.

Et billede siger mere end tusind ord

Er der mulighed for gode billeder i din historie, kan det udløse, at såvel journalist og fotograf kommer ud til dig.
Alternativt kan du selv sende billeder ind til avisen, og hvis de er gode nok, kan du få den øgede synlighed, der ligger i, at der er billeder ved jeres historie.
Og nu jeg nævner billeder, læserne selv sender ind, er det, jeg kommer i tanke om følgende, der ikke skal virke til inspiration:

Billeder

  • med lav oplæsning
  • uden mennesker på eller set bagfra eller langt væk
  • taget i tåge
  • der ikke fokuserer på noget som helst